Som forfatteren selv beskriver i et efterskrift, er det temaet nynazisme, der er i fokus i denne ungdomsbog. Det har været afgørende for hende dels efter en konkret hændelse, dels efter grundig research at belyse nynazismens væsen. Bogen foregår i Norge og er bygget op omkring fem unge, deres venskab, deres møde med ondskaben og deres fælles forsøg på at bekæmpe racismen. Allerede fra begyndelsen lægges en del spor ud, så læseren tydeligt fornemmer, at der undervejs vil ske noget med venskabet. Hvert kapitel føjer en ny brik til historien om de fire, der også forsøger at finde ud af, hvorfor den femte udviklede nazistiske sympatier. Det kan virke forvirrende, at synsvinklen skifter hele tiden, men det har en funktion i romanen. De fires bevæggrunde uddybes, samtidig med at problemstillingen nuanceres i takt med, at det hele eskalerer. Bogen slutter ved en anti-racistisk demonstration ved Troldhättan i Sverige. En aktuel og engagerende bog. Fra 13 år og opefter.