Er det i naturen eller kulturen, man skal hente forklaringen på, at der vedvarende er en ikke helt lille forskel i den måde, hvorpå mænd og kvinder tænker og føler og opfører sig? Indlæring, miljø og kultur spiller en stor rolle i udformningen af vores personlighed, men, siger antropologen Inge Damm, der er en kerne af biologi vi ikke kommer udenom, hvis vi vil videre i granskningen af vores respektive kønsroller og de problemer de giver os med at forstå hinanden. Hun er selv velorienteret i moderne naturvidenskabelig forskning, også uden for sit eget felt, og hun fortæller veloplagt og vidende om molekylærbiologers, palæoantropologers, hjerneforskeres med fleres forsøg på at forklare forskellene på kønnene. Der er mange nålestik til de bløde humanister og samfundsforskere, der jager socialt acceptable forklaringer på kønsforskellene, og samtidig bevidst eller ubevidst ignorerer naturvidenskabernes forskning. Hun provokerer også både gamle og nye feminister, bl.a. ved at anfægte den populære forestilling om eksistensen af et oprindeligt matriarkalsk indoeuropæisk samfund med en gudindecentreret religion. Det er et velskrevet og provokerende indlæg i den uopslidelige kønsrolledebat.