Bogen er en journalists beretning, detaljeret men fængslende, om The Yukon Quest, verdens hårdeste amatør-slædehundeløb, som det foregik i 1998, en strabadserende barsk oplevelse i en iskold ødemark, 1646 km (=København-Rom) på max 14 dage, med deltagelse af folk, der er ramt af "hundefeber" - selv har kennel, træner hunde og ofrer alt jordisk gods på bare at gennemføre løbet. 1998 var hundredeåret for The Klondike Gold Rush og The Yukon Quest har i 15 år i februar gået i det selvsamme spor i den isdækkede ødemark i grænseegnene mellem Alaska og Canada. Grænseoverskridende på alle måder: overlevelse, naturoplevelse, kulde, ensomhed, livsfare, kærlighed til hundene i spand på ca. 14 - en besættende udfordring for 38 erfarne deltagere i 30-40 graders kulde. John Balzar er selv bidt af "hushing" og har opholdt sig i området i 10 år som journalist. Han overværer løbet som official, kører også selv slæde, men er ikke kvalificeret til at deltage. Bogen refererer spændende fra løbet, fortæller historien om de mænd og kvinder, der deltager og områdets natur og historie. En bog som vil blive slugt af Jack London-typer med hang til grænseoverskridende naturoplevelser.