Franquins 7. tegneseriealbum om kontorbudet Vakse Viggo er i opbygning og stil som de forrige, dvs. små, halv- eller helsides episoder, hvor Viggos gode hensigter altid ender galt, så entenhan selv eller omgivelserne bliver til grin, og i så overdreven grad, at enhver véd, at det er helt urealistisk. Nogle af episoderne er halvtamme, andre er rene perler; men 45 sider med variationerover samme tema kan virke for mættende. Franquins skiftende underskrift er ved at være det mest varierede. Tegningerne stammer fra 1975, og de er meget livfulde, ja, de er faktisk kun i ro, nårVakse Viggo sover på arbejdet! Teksten er fyldt med malende lydord, heri indbefattet alenlange "bandeord", der dog aldrig virker ufine. Kan man lide Vakse Viggo, er der smæk for skillingen, skæg ogballade; men synes man, han blot er irriterende, vil hæftet være triviel læsning ud over alle grænser. Jeg tror, at børn og unge lettere tager ham til sig, end voksne gør.