Dyster billedbog om alkoholmisbrug. Kan bruges til en snak om emnet med de ca. 5-6-årige. Den grå forside er uden appel til børn.
Alvas far går i byen og drikker børnechecken op. Alva og hendes mor opsøger byens værtshuse for at finde ham. Til slut kommer han hjem, men en løsning på problemet er der ikke. Alva forstår ikke, hvad der sker, men spørger og spørger. Alva og mors samtaler er sprogligt finurlige, men reelle svar til Alva, er der ingen af. Det er der heller ikke til læseren, så den voksne, der vil bruge bogen som udgangspunkt for en snak, må selv digte videre og forklare. Illustrationer i grov streg er helt i gråt og sort og viser ofte kun brudstykker af en helhed. På den måde afspejler de historien men er til gengæld ikke appellerende for børn. Marianne Larsen har tidligere illustreret Mathildes rokketand, 2010. Forfatteren har skrevet for voksne, bl.a. om en mand som Alvas far med fast tilholdssted på Café Heimdal, Mand i uddrag, 2006.
Der er tilsvarende dyster baggrund og eksperimenterende illustration i fx Køteren, 2012 af Kim Fupz Aakeson eller Den meget tørstige mor, 2005 af Louis Jensen. Men de to bøger har med eventyrelementer en helt anden appel til børn.
Socialrealistisk billedbog om et væsentligt emne. Gennemført i stil og streg. Bogen henvender sig dog mest til den voksne. Kun få børn vil fanges ind af det dystre indhold og de grå tegninger.