Bogen er for længst blevet en moderne klassiker. I denne udgave er det personlige efterord af forfatteren forøget og aktualiseret, bl.a. med omtale af KGB-sagen. I efterordet fortælles om, hvad der fulgte efter udgivelsen af bogen. Hvert år viser forfatteren det multishow, som denne bog er baseret på, på universiteterne i USA, for på denne måde at oplyse om de rystende forhold, som de fattigste borgere har i Amerika. Billedudvalget er, så vidt jeg kan skønne, det samme som i 85-udgaven, men endnu flere fotos vises i farve, hvilket giver et bedre indtryk af forholdene. Teksten er i øvrigt ikke ændret, så vidt jeg kan dømme, og den giver et forstående, varmt og chokerende indtryk af livet i ghettoer og 'arbejdslejre' i USA, og samtidig giver den et indirekte portræt af mennesket Jacob Holdt. Som det fremgår, er det ikke nødvendigt at kassere tidligere udgaver, dog er billedgengivelsen i 1. udgave langt dårligere end i de sidste.