Omfattende og alsidig grundbog af den erfarne sprogmand og forfatter om at holde taler. Bogen omhandler primært taler til almindeligt brug for familie og kolleger m.m, men rummer også i mindre omfang råd til foredragsholdere, undervisere og politikere. Bogen er meget velstruktureret i følgende overordnede hovedafsnit: Angsten for at tale, Taler i familien, Taler uden for familien, Håndbog for toastmastere, Ti trin til bedre taler og Retorik - et historisk rids. Herefter noter, litteraturhenvisninger og stikordsregister. Hovedafsnittene er igen opdelt i underkapitler, der meget koncist, ja, næsten pedantisk omhandler delemner i løbende tekst med anvisning af teknikker, inklusive afdækning af det psykologiske spil, kropssprog, påklædning, stemmeføring og omgangsformer i de forskellige typer af taler - iblandet små tips og øvelser til hvert afsnit. Men først og sidst kommer Kjøller godt rundt inden for de forskellige typer af taler - som i en "elementær kogebog", som Kjøller selv udtrykker det. Bogen er uden tvivl en af de mest brugbare og grundige bøger - også på håndbogsniveau - blandt de ganske mange, der er kommet inden for de senere år.