Inger Olsen blev idømt 60 dages fængsel for at have løjet i retten. Retssagen og det der gik forud, er en historie i sig selv, men ikke den vigtigste i bogen. Inger Olsen var ustraffet og et ganske almindeligt menneske, der havde et langt ægteskab bag sig med en alkoholiseret mand. Fængselsopholdet og den indsigt, det gav hende, er bogens bærende element. I Horserød møder hun råhed, arrogance og afstumpethed fra fængselspersonalets side. Noget hun ikke sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Hendes livserfaring er, at behandler man folk ordentligt, vil de selv opføre sig anstændigt overfor en. Men det er slet ikke tilfældet her. Hvad vagterne mangler i menneskekundskab, møder hun derimod i rigeligt mål hos sine medindsatte. Hos kvinder, der befinder sig på bunden af samfundet som narkomaner, prostituerede, kriminelle og straffede. Skildringen af disse kvindeskæbner er det bedste i bogen. Den er blevet til i samarbejde med en journalist og har fra sin udgivelse fået en del medieopmærksomhed. Den kan læses som debatbog og på linie med bøger fra serien Virkelighedens verden.