Bang & Olufsen er creme de la creme i dansk design og er bl.a. blåstemplet med en række produkter på Museum of Modern Art i New York. Primært til fans af B&O design.
B&O i Struer har i mere end 90 år inspireret Danmark og verden med sit unikke design, samtidigt med at virksomheden, i knivskarp balance mellem økonomisk succes og fiasko, med held har satset på stor andel af det lille marked for design og kvalitet frem for masseproduktion. Bogen består af brudstykker af virksomhedshistorie og anekdoter, som fx da PH under fyndord som kartoffelbønder gav fabrikken en opsang for elendigt design i 1954. En opsang som B&O i den grad tog til sig - primært i nært samarbejde med husarkitekten Jacob Jensen. Hovedparten af den gennemillustrerede bog er en gennemgang af milepæle af berømte B&O modeller fra 1940'erne til i dag i tekst og billeder.
En smuk indbydende bog, der emmer af kærlighed til B&O design og er illustreret med fotos med design og personer som en indbydende klassisk B&O salgsbrochure. Opbygningsmæssigt er den ustruktureret og springende i kronologien. Et moment som på den ene side netop fremhæver det smukke design og de historiske modellers reelle tidløshed, men som på den anden side skubber bogen over i coffeetable genren og gør den bedst egnet til konsumering i form af ustruktureret bladrelæsning. Styrken ligger således her primært i retning af designoplevelse frem for decideret virksomhedshistorie.
Emnet uden tilsvarende dækning.