Et banebrydende værk og en samlet fremstilling af 300 års byggeri til danske børn; barndoms- og arkitekturhistorie under ét og en sand guldgrube for studerende og andre, der vil dykke ned i de fysiske rammer for barndommen historie.
Byggeri til børn gennem de sidste 300 år - med hovedvægt på 1900-tallet - har ikke fyldt meget i det arkitekturhistoriske landskab. Bortset fra skolebyggerier, har den gængse opfattelse nok været, at der her mest har været tale om en hverdagsarkitektur. Men forfatteren, der er dr.phil. ved DPU, Århus Univ., anlægger en interessant kultursociologisk indfaldsvinkel, som knytter den omfattende mængde byggerier som skoler, forsorgshjem, asyler, anstalter, hospitaler, institutioner m.fl. sammen og lader dem hver for sig tale om tidernes skiftende syn på børns liv og opvækst. Rummene og arkitekturen afspejler de arkitektoniske, indretnings- og tankemæssige skift i synet på børns liv - om ændringen fra et kønsopdelt barneliv i arbejde til et senmoderne barneliv med fokus på fleksibilitet, leg og læring. Definitionen af barnets skala har ændret sig fra en basis af disciplinære, hygiejniske og lægefaglige principper til at inddrage pædagogiske, sociologiske og psykologiske aspekter.
Ingen anden samlet fremstilling om emnet, men der er afsnit om skolebyggeri i diverse arkitekturhistorier.
En særdeles velskrevet og fængende, faglig gennemgang af barndommens arkitekturhistorie, som byder på så mange spændende og interessante indfaldsvinkler, at man stryger igennem den.