Spil / computerspil

Batman - the brave and the bold : the videogame


Beskrivelse


Actionspil. Tag rollen som Batman eller Robin og kæmp mod skurke og bosser, der er kendt fra Batmans univers. Du kan spille alene eller slå dig sammen med en ven mod Gothams fjender. Når skurkene falder for dine næver, kan du samle mønter til opgradering af våben og udstyr.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. sep. 2010

af

af

Finn Wraae Poulsen

d. 10. sep. 2010

Nintendo DS. Spillet er et udmærket platformspil som henvender sig til lidt større børn og unge fra ca. 10 år, som dyrker denne genre. Spillet er inspireret af en tv-serie af samme navn. PEGI-rating er 12 med ikon for vold. Spillet er på engelsk, med en kort dansk vejledning.

Spillet bringer Batman sammen med nogle af de knap så berømte superhelte som fx Aquaman og Blue Beetle i et traditionelt, men fængende sidescrollende platformspil. I storymode hopper Batman ind i Batmobilen og havner i forskellige setups, hvor han sammen med en allieret superhelt skal udradere skurkene. Hver vundet bane udløser en ny gadget til Batman, der i modsætning til sine superheltekollegaer er nødt til at klare sig ved hjælp af diverse avanceret udstyr i kampen mod the bad guys. Går man derimod ind i Bathulen er man i challengemode, hvor der bydes på udfordringer fx i form af en række fælder og masser af boss-kampe. De enkelte challenges lukkes op når man vinder banerne i storymode. Spillet byder på en indbydende, tegneserieagtig grafik, som skaber den rette Batman-stemning.

På platformen findes det udmærkede Lego Batman, hvortil nærværende udmærkede platformspil kan være et godt supplement til de lidt større børn.

Et godt og gedigent platformspil til de større børn. Spillets storymode hører til i den mere kortfattede ende, men til gengæld er der mange udfordringer at gå i krig med i challengemode, og Batman går jo tilsyneladende aldrig helt af mode! Det engelske sprog er ikke en større hindring, da spillet ikke er særlig dialogtungt.


Bibliotekernes vurdering

d. 10. sep. 2010

af

af

Astrid Tang

d. 10. sep. 2010

Wii. Actionspil med platform elementer for børn fra 7 år, for selvom PEGI er sat til 12 og der er ikon for voldeligt indhold, er her tale om tegnefilmsvold, hvor skurkene fordamper og Batman ser stjerner, når der kæmpes. Engelsk tale og instruktion, men grafisk vejledning opvejer dette.

Spillet bygger på en tegnefilmsserie af samme navn og grafikken minder om den man ser i seriehæfterne fra 60'erne. Den dystre, mørke Batman, der optrådte i Arkham Asylum, er lysår fra denne 2D tegnefilmsudgave. Spilleren tager rollen som Batman eller Robin og i singleplayer tager konsollens AI kontrollen over den anden figur, så de følges ad gennem banerne. I twoplayer kan spillerne styre hver deres helt. I singleplayer kommer figurerne ofte til at stå i vejen for hinanden i kampen om at få ram på skurkene. Banerne side-scroller, myldrer med skurke og ender i boss-kampe. Som skurkene falder for spillerens næver, samles mønter til opgradering af våben og udstyr. Der er meget lidt forskel på styringen og udstyr hos de forskellige figurer og efterhånden som spillet skrider frem, bliver ryst og tryk på wii remote og nunchunk lidt ensformigt, men det vil ikke afskrække børnene.

Spil som Spiderman 2 : the game, Marvel ultimate alliance og Ben 10 - protector of Earth bygger også på tegnefilm/-serier og omhandler helte med særlige evner.

Fint gensyn med Batman i en lysere udgave end vi har været vant til længe. Grafikken er stemningsfuld, men banerne bliver lidt ensformige i længden. Det vil dog ikke generer børnene. Samlet ligger spillet lunt i midten af kvalitetsfeltet.