30 kapitler med 30 historier fra 30 forskellige steder i Berlin. Rejseskribent Linda Nielsen fortæller personligt om kendte og ukendte steder i den tyske hovedstad. Henvender sig til alle, som elsker at gå på opdagelse i Berlin.
I anledning af at det er 30 år siden at LN første gang var i Berlin, har hun udgivet denne bog. Det er en historie med vægt på de tunge år under nazismen og kommunismen, fortalt med afsæt i specifikte lokationer. Kendte seværdigheder som Reichstag og Brandenburger Tor beskrives, men også mindre kendte steder har fundet plads i bogen. I flere af kapitlerne er der henvisninger til yderligere læsning på nettet. LN har i flere år arbejdet som rejseleder og har sin egen rejseblog under navnet Rejseskribenten.
LN skriver engageret i et letlæseligt sprog og med stor kærlighed til Berlin. De 68 sider og det stramme format gør bogen til en appetitvækker til Tysklands historie og dets hovedstad, som kunne være god at læse i bussen eller flyet på vej mod byen. Noget af stoffet og historierne vil være kendt af de fleste, mens andre kapitler gemmer på overraskelser. De mange fotos er af varierende kvalitet. Generelt kan man sige at bogen placerer sig i den lettere ende af de efterhånden mange bøger om Berlin.
Bogen supplerer og ligger i forlængelse af forfatterens Mit Berlin fra 2019. Og ellers er der mange bøger om Berlin, som mere uddybende fortæller om byens historie.