En veldisponeret bog om Danmarks og danskernes forhold til Berlin vil være et must for de mange rejsende, der ønsker mere viden om den populære storby end man sædvanligvis finder i turistguiderne. Bogen er også velegnet til opgavebrug i ungdomsuddannelserne.
Fra 1871, da Berlin blev rigshovedstad i kejserriget, til i dag har der været tætte kulturelle og politiske forbindelser mellem Danmark og den tyske metropol. Bogen fortæller kyndigt om de mange menneskers møde med byen og de spor, de har sat i byen eller den kunst og kultur, der er påvirket heraf. Vi møder bl.a. I. P. Jacobsen, Tom Kristensen, Asta Nielsen, Rifbjerg, Sonnergård, Eliasson, men der er også omtalt politikere fra Sønderjylland, naverne, tysklandsarbejderne, journalister, arkitekter og den særlige Østberlin/DDR-problematik og forholdet til DKP. Efter hvert kapitel er der et lille afsnit, der giver forslag til steder, der er værd at besøge. Forfatteren er gymnasielærer ved Haderslev Katedralskole. Noter, kildefortegnelse, navneregister.
H. Harris. Berlin, Berlin, 2009, giver også et historisk indblik. Danskere i Berlin, 1999, omhandler perioden 1900-1999.
Her er på baggrund af et omfattende kildemateriale på forbilledlig vis formidlet de væsentligste spor, der fortæller om de kulturelle forhold mellem Danmark og Berlin. Det er blevet til en inspirerende historisk og nutidig guide, der vil være et vigtigt supplement til de gængse guider.