Der er meget herlig uforpligtende underholdning og uskadelig morskab i denne fjerde billedbog fra makkerparret Arro og Kruusval. Gamle Granberg og Silde-August slår stadig deres folder i den lille fiskerhytte i den svenske skærgård. Bogen ligefrem oser af saltvand, beskøjter og bidesild og underspillet svensk humor, så titlen er ret velvalgt. Denne gang får de uventet besøg af drengen Fnug, som er sendt på ferie hos dem med bagage og alting af kusine Viola, som nok mener at de to gamle kan passe på drengen en uges tid. Og selvfølgelig kan de det. Drengen kaprer dem med på et sørøvertogt i en medbragt modelbåd der vokser til naturlig størrelse ved berøring med vandet i bugten. De to gamle spiller med på eventyret og agerer kok og udkigsmand. En spændende rejse i den svenske skærgård tager fat, med masser af indbygget fiskerjargon. Men "rigtig" farligt bliver det dog aldrig, både trygheden og måske også forudsigeligheden lurer lige om hjørnet. Detaljerne i bogens illustrationer vinder ved genlæsning af bogen, for man lægger mærke til flere og flere fine detaljer, der vidner om en imponerende og meget detaljeret viden om både, skibsfart og sejl fra illustratorens side. Bådene i historien, og interiøret i de to gamles hus er gengivet ned til mindste detalje i flotte lyse akvareller, som man i fællesskab kan gå på opdagelse i.