I sommeren 2022 kører journalist Rune Trads i propfyldte tog igennem Tyskland. Han er på jagt efter historien om afviklingen af den tyske kernekraftindustri, Atomausstieg. Men efterhånden som han arbejder sig igennem Tyskland, udvikler turen sig til at handle om meget andet end det. Til læsere af ny dansk litteratur.
Henover sommeren 2022 tilbød de tyske statsbaner en særlig 9-euro billet. Med den i hånden kunne man rejse en måned med tog og bus gennem hele Tyskland for kun 9 euro. Det muliggjorde forfatterens drøm om at rejse gennem Tyskland, for at skrive en artikel om dets kernekraftindustri og dens forestående udfasning. Gennem dagbogsnotater og artikler følger vi hans rejse gennem Tyskland. En rejse, der starter med fokus på kernekraft, men hurtig udvikler sig til handle om meget andet.
En anderledes og kraftfuld fortælling om en rejse, der fysisk går gennem Tyskland, men som også ændrer noget inden i fortælleren. Udgangspunktet er den tyske kernekraft, men under rejsen ændrer fokus sig til at omhandle de mennesker og steder han møder undervejs. Det er en interessant og fascinerende bog, der både handler om at rejse alene, atomkraft og det Tyskland man møder, når man begiver sig lidt væk fra turisternes typiske stier.
Jacob Skyggebjerg er helt sin egen, men kan sammenlignes med forfattere som Jonas T. Bengtsson og Kristian Bang Foss. I Rejse gennem natten bliver en togrejse også til meget mere end turen frem til destinationen.