Med omkring 70 registrerede kuld og en 8. Plads på Dansk Kennelklubs liste over de mest populære racer i 2011, bør der være en pæn efterspørgsel efter denne første bog om Bricon Havanais på dansk.
Små selskabshunde har opnået betydelig udbredelse i de seneste år, og flere af racerne heriblandt Brichon Havanais, er blandt det allermest populære. Racen stammer, som navnet afslører, fra Cuba, og den er nært beslægtet med andre racer fx den lige så populære Coton de Tulear. Gitte Frikke er en erfaren hundeejer og opdrætter af selskabshunde. Bogen er traditionelt opbygget. Først er der lidt om racens historie og udbredelse, men snart er Frikke i gang med at vejlede læseren i alt, hvad der vedrører racen fra anskaffelse af hvalp over opdragelse til opdræt. Bogen er henvendt til ejere af familiehunde, men hun giver dog til slut nogle råd til udstillingsinteresserede, og både den nye og den mere erfarne Havanaisejer vil have udbytte af bogen, der er fint illustreret, men lidt uprofessionel mht. layout. Alt i alt er der dog tale om en udmærket bog om et emne, der hidtil har været ubeskrevet på dansk.
Der er som nævnt ikke andre bøger om Havanais på dansk, men bogen kan sammenlignes med Møllers Bogen om Coton de Tuléar, og de to bøger vil formodentlig nå samme udbredelse, men de kan ikke erstatte hinanden.
Udmærket og grundig hundebog, der vejleder nye og mere erfarne ejere af racen Bricon Havanais, der hurtigt har etableret sig som en af de mest populære i Danmark.