"Kompas" er titlen på det lange digt der afrunder de fem suiter som Morten Søndergårds tredje digtsamling består af; og ledetråde og pejlemærker er der brug for gennem disse billedrige, slyngede tekster, der hele tiden forgrener sig i stadig nye betydninger: "ting bytter plads og vokser sammen med hinanden,/ de giver sig, de åbner sig, de bliver dig eller mig, en anden,/ alle." Som i sine tidligere bøger benytter MS sig af naturvidenskabelige ord og begreber, der repræsenterer strukturen og lovmæssigheden i forhold til det tilfældige og formløse. Digtene befinder sig i dette skæringspunkt mellem orden og kaos, hvor betydning opstår for i næste øjeblik at forsvinde igen som "et skudhul midt i en tanke". Det fascinerende i MSs̀ digte er at de ikke så meget tager udgangspunkt i jeget som i tingene, der snart beskrives i begrebernes og teoriernes fjernperspektiv, snart - med en næsten fænomenologisk præcision - helt tæt på det sansede og elementære. Respekten for tingene og de hårde kendsgerninger er til stede, men samtidig plads til jegets erfaringer af tilværelsens foreløbighed og skrøbelighed. Netop tiden - og dermed døden - er konstant nærværende i digtene. Fra det filosofiske perspektiv til det konkrete og personlige. Forstand og forundring har samme rang i disse fremragende og smukke digte, der som al god poesi skaber deres eget univers, uden af den grund at lukke sig om sig selv.