Arcade skydespil. Her skal du skyde hjorte, elge og andet råvildt. Men pas på - du må kun skyde hanner! Er du god nok, kan du få din highscore på et online leaderboard. Fra 13 år.
Big buck hunter-spillene er oprindeligt lavet til arcade-maskiner, hvor man vha. plastic-rifler sigter på skærmen, skyder og lader. I nærværende spil kan man prøve kræfter med Big buck hunter-konceptet hjemme i sofaen. Her bruger man i stedet styrepinden på controlleren til at sigte med. Der er forskellige game modes, men fælles for dem er, at man skal nedlægge dyr på tid. I andejagt skal man blot skyde så mange som muligt, og når der jages råvildt, må man kun skyde bukke. Endelig kan der komme ekstra farlige dyr forbi, fx en bjørn, som skal skydes inden den æder dig. Sprog: engelsk.
Spillet er tænkt som en jagt-simulation med glimt i øjet, hvilket underbygges af den fornøjelige (men i længden irriterende) banjo-musik. Banerne er korte og der er rigeligt med dyr at skyde efter. Det udfordrende er at undgå at ramme hunnerne i vrimlen af byttedyr. Grafikken er ok, især dyrene er naturtro gengivet. Man kan ikke bevæge sig, så oplevelsen minder mere om skydetelt end om jagt. Værst er dog styringen. Det er vanskeligt at sigte hurtigt og præcist, og så skal man lade geværet efter hvert skud. Det gøres med L2-knappen, som i andre spil typisk bruges til at sigte med - usmart designet. Sværhedsgraden kan magtes fra 13 år. PEGI: 16 og ikon for vold.
The hunter - call of the wild (Playstation 4), som er en decideret jagt-simulation.