Black hours

"Sammen med et indie-all star-hold: medlemmer af Fleet Foxes, Dirty Projectors, The Shins og Vampire Weekend har medvirket på den ene eller anden måde. Musikalsk headhunting, når det er bedst. Og det bliver heller ikke andet end fantastisk. Leithauser har altid haft en vaklende, men stadig rodfæstet stemme. Sammen med musikken, der lugter af 50'erne og 60'erne, skiftevis crooner og brøler han, undertiden nynner han sig igennem fantastiske kompositioner. Righoldig instrumentering med fine detaljer giver lyden vinger".

"Sammen med et indie-all star-hold: medlemmer af Fleet Foxes, Dirty Projectors, The Shins og Vampire Weekend har medvirket på den ene eller anden måde. Musikalsk headhunting, når det er bedst. Og det bliver heller ikke andet end fantastisk. Leithauser har altid haft en vaklende, men stadig rodfæstet stemme. Sammen med musikken, der lugter af 50'erne og 60'erne, skiftevis crooner og brøler han, undertiden nynner han sig igennem fantastiske kompositioner. Righoldig instrumentering med fine detaljer giver lyden vinger".

"Med sig i sangskrivningsprocessen har Leithauser haft Morgan Henderson fra Fleet Foxes og Vampire Weekends Rostam Batmanglij, der har inspireret til den organiske og facetterede sound - og mon ikke også sidstnævnte har bragt marimba og andet varmt slagtøj ind i ligningen? I de dyre, elegant svungne arrangementer lyder det nu mest, som om Leithauser har lyttet til Frank Sinatra, og coveret peger i samme retning med sit æstetiserende, sorthvide fotografi. Men hvor Ol' Blue Eyes croonede med en stålblå elegance, er Leithausers klang og frasering mindre konventionel i sin skønhed. Han spiller i stedet på det skæve, hæse, dylanske. Med stor effekt".

Read review

"Med sig i sangskrivningsprocessen har Leithauser haft Morgan Henderson fra Fleet Foxes og Vampire Weekends Rostam Batmanglij, der har inspireret til den organiske og facetterede sound - og mon ikke også sidstnævnte har bragt marimba og andet varmt slagtøj ind i ligningen? I de dyre, elegant svungne arrangementer lyder det nu mest, som om Leithauser har lyttet til Frank Sinatra, og coveret peger i samme retning med sit æstetiserende, sorthvide fotografi. Men hvor Ol' Blue Eyes croonede med en stålblå elegance, er Leithausers klang og frasering mindre konventionel i sin skønhed. Han spiller i stedet på det skæve, hæse, dylanske. Med stor effekt".

Read review