Denne forfatter har en evne til at delagtiggøre sine læsere i sin store psykologiske indsigt, så man i både gysende selvforståelse og gammeldags hvad-mon-der-nu-sker-forventning vender bladende med klamme fingre. Denne novellesamling rammer ikke rent krimipublikummet, vi møder kun Wexford i den første store historie, der er så vidunderlig britisk. Så følger en del småbilleder, minithrillere med de skæveste pointer. Den sidste fortælling, "Jordbærtræet" på 80 sider mindede mig i første omgang om Stephen Kings stornovelle "Liget i skoven" (1990), hvor en voksen fortæller også ser tilbage på en periode, hvor tilværelsens komplekse sider går op for en teenager. I "Jordbærtræet" får historien en fascinerende pointe, da den nu midaldrende kvinde konfronteres med den bror, der forsvandt under en ferie, hvor de var 4 unge, der tilbragte megen tid sammen. De psykologiske strukturer, der blev opbygget dengang, giver et uventet slutresultat. Er man ikke til rent gys, som de midterste noveller går i retning af, kan bogen lånes blot for denne histories skyld.