Dette er den 3. bog om Bølle-Bob og den anden letlæsningsbog i Bølle-Bob-serien. Tidligere er kommet Bølle-Bob og røverne (02/27). Leslie, der er ny dreng i klassen og plejebarn, bliver offer for intolerance og ondskabsfuld rygtedannelse skabt af klassekammerater. Bølle-Bobs cykel forsvinder og i sin søgen efter den ser han en mand pakke den i en varebil sammen med mange andre cykler. Da Bølle-Bob vil tage sin cykel, bliver han opdaget og til sidst fanget af cykeltyvene. Med Leslies hjælp lykkes det at afsløre cykeltyvene, så politiet kan fange dem. Moralen er, at man skal se sine medmennesker an, før man dømmer dem. Bølle-Bob er i denne historie ikke den rod, der kendes fra børnesangen, men en helt almindelig dreng. Generelt en god og læseværdig tekst , hvor der desværre enkelte steder sættes punktum foran og for at nedsætte lixtallet (lix 06). Bogen kan selvlæses fra slutningen af 1. klasse og er et udmærket læsetræningstilbud for den uøvede selvlæser.