Bogen giver en masse informationer om, hvordan man skal passe og pleje kaniner, marsvin, hamstere, ørkenrotter, mus og rotter. I et afsnit om hvert dyr fortælles om dyrets historie og mere alment om syn, vægt, pels, tænder m.m. Derefter er der afsnit om køb af kæledyr, fodring, avl, pleje og sygdomme. Hvert emne beskrives først mere alment, hvorefter de specielle ting for hvert dyr forklares. I bogens slutning er der et stikordsregister, der sammen med indholdsfortegnelsen gør bogen til en god opslagsbog. Alle emner er suppleret med mange farvefotografier og gode illustrationer. Meget væsentlige informationer er fremhævet, og der er overskrifter ved alle underafsnit, så det er lettere at orientere sig i bogen. For de mange, der gerne vil læse om kæledyr, er denne bog et godt supplement til serien: Sådan passer du dit kæledyr (1993), der bl. a. også fortæller om kanin og marsvin. Bogen kan læses fra ca.12 år.