I serien, der er af tysk oprindelse, er tidligere udkommet bøger om sumpskildpadder og nymfeparakitter. Denne bog om det populære kæledyr, marsvinet, fortæller om anskaffelse, indretning af bure, pleje, foder, avl, sanser, racer osv. Bogen kommer godt rundt om emnet, så kommende eller nybagte marsvineejere kan finde svar på det meste. Bogen er forsynet med en række instruktive, små tegninger i sort-hvidt samt nogle meget skarpe farvefotografier, der er optaget i et studie. En udmærket bog til dyreglade børn fra 6. klassetrin og til voksne. I undervisningen kan den bruges i forbindelse med emnelæsning om kæledyr. Der findes i forvejen bøger om marsvin for samme målgruppe bl.a. Katrin Behrends Marsvin (1998), der også giver god orientering om emnet, og David Taylors Borgens bog om små kæledyr (1998), som fortæller om marsvin, hamstere, mus, rotter, kaniner m.m.