Bogen udkom oprindeligt under titlen Borger i det gamle København bind 2 (1969). En revideret og forøget udgave udkom i 1979 under titlen Borger i klunketidens København. Den foreliggende 2.udgave fra 2000 er nyrevideret og forøget og formatet er større, men bortset fra ajourføringer, ny litteraturliste og enkelte tekstudvidelser er tekst og kapitelopbygning identisk med udgaven fra 1979. Billedmaterialet er dog ændret med adskillige farvebilleder og nye fotos. Jan Møller kendt fra en række bøger om København beskriver i bogens 21 kapitler perioden i og omkring klunketiden i København. På en humoristisk, letlæst og engageret måde redegøres for boligforhold, sociale skel, hverdagsliv, klædedragter, sundhedsforhold, økonomi, skolegang, samfærdselsmidler, kulturliv m.m. for såvel "høj som lav". Bogens illustrationsmateriale er en perlerække af herlige gamle billeder, tegninger, malerier, fotos og gamle kort over den indre by. Det er et fascinerende tilbageblik over Københavns historie omkring 1900.