En velskrevet og vedkommende biografi over Christian 7, der vil fascinere både den historisk interesserede og yndere af store levnedsskildringer.
Beskrivelsen af Christian 7's sørgelige livsforløb i denne fine bog holder et højt niveau både fagligt og underholdningsmæssigt. Forfatteren er loyal over for sin hovedperson, der ikke bare beskrives som en uartikuleret sindssyg, men som et intelligent og følsomt menneske, der måtte døje med traumer fra en forfærdelig barndom, angstanfald, et intrigerende hof og menneskelig isolation. Trods 500 tætskrevne sider kan man næsten ikke lægge bogen fra sig med dens tætte beskrivelse af enevoldshoffet og de mange personer, der agerede og intrigerede omkring den syge konge. Som læser kommer man helt ind i privatgemakkerne i kongeslottene, man får en fornemmelse af forholdene for høj og lav i det omgivende samfund, og man kigger med i diplomaternes indberetninger fra det skandaleramte danske hof.
Bortset fra Henning Dehn-Nielsens Christian 7 : den gale konge, 2000 findes der overraskende lidt nyere litteratur om Christian 7, men kongen optræder flittigt i historiske og biografiske værker om fx Struensee og Caroline Mathilde.
En stofrig og fagligt velfunderet bog om Christian 7, der i detaljer fortæller om den syge konge og 1700-tallets Danmark og samtidig er en stor læseoplevelse.