Der er voksende efterspørgsel efter bøger med autentiske kriminalsager. Her vil der naturligt være en særlig lokal interesse, da denne nye samling af Niels Kjøller udelukkende stammer fra hans fødeø Bornholm.
Niels Kjøller er pensioneret vicekriminalinspektør. Han har tidligere skrevet en bog fra det virkelige politiliv, Suspenderet - et politiliv blandt mordere og røvere fra 2003. I sin nye bog henter han 32 kriminalsager fra arkiverne, hvor gerningsstederne findes alene på Bornholm. Sagerne beskrives kronologisk. Første sag er et tredobbelt rovmord fra det lille fiskerleje Baadstad i 1813. Her vidner en detalje om retsstatens udvikling. Da man afhørte de hovedmistænkte, og det kneb med tilståelsen, bad man myndighederne i København om lov til at bruge tortur. Det blev dog nægtet. I stedet kom de 3 fanger bogstaveligt talt på vand og brød, der dengang var mere end blot en talemåde. I sagerne er nabodrab, ildspåsættelse, lystmord, bedrageri og mord i familien. Der er cigaretsmugleri og mønttyveri fra 1960-erne. Endog en spionsag fra Rønne i 1968. Sidste sag er et knivdrab i Rønne fra 2006.
Den første bog udelukkende med bornholmske kriminalsager. En ny også lokalorienteret samling af autentiske kriminalsager er Martinovs Dræbt på stedet også fra 2008.
Autentiske kriminalsager formidlet i et velskrevet tilgængeligt sprog, hvor man kommer tættere på at forstå, at kriminalitet er mere nuanceret end blot ret eller vrang.