Marius dør af Wilsons sygdom, hvor kobber hobes op i vitale organer, fordi kroppen ikke kan udskille den. Det ytrer sig i stadig voldsommere rystelser, glemsomhed, apati og til sidst død. Et halvt år efter døden finder den et år ældre bror Lukas hans dagbog. Igennem et par følelsesladede dage læser, kommenterer og videreskriver han sig igennem sin sorg og, vigtigst, kommer overens med sin nye opdagelse af de to brødres hemmelighed: de er begge bøsser. Bogen fremstår som et indre drama, et kammerspil, med fire medvirkende, Marius, Lukas, deres mor og far, i sagens natur lidt stillestående, men i et afdæmpet, poetisk sprog. Især er skildringen af Marius' sygdomsforløb og det lurede lægespil stærkt, men også nænsomt beskrevet i bogens anden halvdel. Selv om historien foregår i 1973 og åbenhed og frigjorthed må opfattes anderledes end i dag, virker drengenes hemmelighed lidt tam og som et antiklimaks i bogen, og forældrenes accept af Lukas valg af forklaring sidst i bogen påfaldende forstående og naturligt stilfærdig og afdramatiserende. Men bogens væsentligste forløb og motiv, hvor Lukas gennemlever og erkender det fællesskab som dagbogen udtrykker og som brødrene aldrig kom til at opleve, er smukt og gyldigt udtrykt. Til overbygningen, individuel og fælleslæsning omkring emner som død, sorg, sorgbearbejdelse, homoseksualitet.