Endnu en bog om problemerne med at finde sig til rette med sig selv og sin omverden i den vanskelige pubertet. Bogens jeg-fortæller, der er identisk med bogens titel, beskriver dels med tydelig selvironisk distance i indre monologform og dels i dialogform forskellige situationer i sit teenageliv. I skolen, derhjemme og blandt kammeraterne. Stemningen veksler, som undertitlen angiver. Der er utrolige udsving i følelsesregistret. Temaerne er forudsigelige. Det drejer sig om forelskelse, om pigekliker, om misforståelser, om fremtids fantasikonstruktioner, forholdet til moderen o. lign. Nye og anderledes vinkler på teenage-problematikken findes ikke i denne svenske bog for dem, der er midt imellem. Humoren og sarkasmen er bogens styrke. Visse steder dog også dens svaghed. Der er tendens til overgearet sprog. Bogen er underholdende og letlæst. Den er fortrinsvis henvendt til piger i 11-13-årsalderen, der kan nikke genkendende til og fuldstændig svømme hen over følgende karakteristiske citat: Det tager på kræfterne, når man pludselig, helt uforberedt får nærkontakt med sin sjæls elskede.