I 1974 fandt Dronning Margrethe og Prins Henrik efter nogen tids søgen det perfekte sted til at opfylde deres ønske om at eje et helt uformelt feriested, samtidig med at de og prinserne kunne bevare en tæt kontakt til den franske gren af familien og få mulighed for, at prinserne kunne opleve en dagligdag i den franske kultur og tradition, som jo er halvdelen af deres familiemæssige baggrund, således at de ikke ville blive turister i deres fars fædreland. I denne bog fortæller Prins Henrik lidt om baggrunden, erhvervelsen og restaureringen af Château de Caïx, men mest - og det med meget stor viden - om områdets historie, natur og kultur, også om madkultur, egnsretter og krydderier etc, samt om stedets vine, som han har arbejdet med at gøre bedre og bedre i de år, der er gået. Den er smukt illustreret med fotos fra egnens maleriske natur. Bogen er velskrevet og har et væld af oplysninger om den ikke så kendte egn af Frankrig og den sydfranske kultur. Den henvender sig til læsere, der vil vide noget om Regentparrets slot og dets vine, men er ikke mindst en glimrende rejsefører - i episk form og uden priser og åbningstider - til et dejligt område, godt og engageret fortalt af en, der virkelig er lokalkendt.