Christian d. 4. er med sine 60 år på tronen stadig den danske konge, som har regeret længst. Da han samtidig var virkelysten og levede i en omtumlet periode af Europas historie, er han mere interessant end flertallet af sine slægtninge i embedet, så bogen om ham vil have sine historieinteresserede læsere.
Det er snart 30 år siden Steffen Heiberg (f. 1944) færdiggjorde 1. udgave af denne store biografi om vores allesammens Christian firtal. Denne udgave er som tidligere udgaver opdateret på de områder, hvor forskningen har fundet nyt, men det er især i udstyr og layout den adskiller sig fra den 2006 udgave, jeg har sammenlignet med. Bogen er ikke primært henvendt til forskere og fagfolk, der er således ingen noter, men litteraturlisten vidner om betydelig grundighed. Bogen er illustreret og udstyret med bl.a. personregister.
Heiberg er en god formidler som skriver direkte og engageret. De mange illustrationer følger godt op på teksten, og med sit store format er den virkelig en konge værdig. Heiberg kommer godt rundt om Chr. som han ser nuanceret på. Undertitlens "..statsmand" refererer således ikke til hans bedrifter, men til hans reelle format som den store europæiske fyrste, han var i begyndelsen af sin regeringstid.
Rantzau, der udkom sidste år, giver samme læsere mulighed for at læse op på perioden umiddelbart inden Chr. 4.