Denne bog om Leif Djurhuus' kunstsamling og udstillingen af værker fra den på Aros, bør have et lidt bredere publikum end mange andre kunstbøger, udgivet i forbindelse med en udstilling. Dels fordi samlingen spænder meget vidt og dels fordi Djurhuus' egne fortællinger om værkerne er så umiddelbare og fjerne fra gængs kunsthistorie.
Djurhuus, der har en flot karriere som advokat, har gennem de seneste knap 30 år skabt en af landets største kunstsamlinger. Et par tusind værker omfatter den, de fleste af unge eksperimenterende kunstnere, og Con amore er udgivet i forbindelse med, at Aros udstiller omkring 200 af disse værker fra august 2011 til januar 2012. Bogen består primært af gengivelser af værkerne på udstillingen og af Djurhuus' egne kommentarer til nogle af dem. Djurhuus' interesse for kunst blev først vakt, da han i begyndelsen af firserne lidt tilfældigt besøgte en udstilling, og hans kommentarer til enkelte af værkerne står med friskhed og personlighed. Det er usædvanligt, let, ligefremt og båret af den passionerede samlers engagement. Billedsiden er flot, som vi også forventer det i en udgivelse af den karat.
Der er ikke udkommet andet om Djurhuus' unikke kunstsamling i bogform.
Omfattende katalog med flot billedside udgivet i forbindelse med en udstilling på Aros af ca. 200 værker fra den private kunstsamler, Leif Djurhuus' samling.