For alle med en dybere interesse for dette særlige aspekt af middelalderen.
Forfatteren er professor i middelalderhistorie på RUC og har bl.a. skrevet Den levende middelalder, 2005 med et bredere sigte. Han bygger sine synspunkter på en række skriftlige kilder fra Beowulf over helgenlegender til Saxos Danmarks krønike, som han flittigt citerer og refererer fra. Han beskriver, hvordan kristningen foregik gennem markante personligheder som bisper og missionerende munke, og hvordan kristendommen i slutningen af perioden bredte sig fra aristokratiet ud til alle samfundslag, og samtidig ændrede livssyn fra et pessimistisk til et mere trøsterigt. Kristendommen ses ikke alene som det ideologiske grundlag for magt, men også som en personlig holdning, og til slut kæder forfatteren danernes kristning sammen med dansk identitet.
I Da danerne blev kristne, 1999 bygger Mads Lidegaard i højere grad på arkæologiske kilder samt danske folkesagn og gør sig til talsmand for en tidligere kristning af danerne.
En videnskabeligt velfunderet og velskrevet bog, der med udgangspunkt i en række skriftlige kilder belyser danernes kristning og kristendommens udvikling fra elitereligion til universel kristendom. Trods det fagligt høje niveau så levende fortalt og personlig, at alle interesserede kan være med.