Den amerikanske forfatter J.P. Donleavy, som slog igennem med den meget underspillede humoristiske roman, Den ustyrlige mand, på dansk i 1964, har skrevet en række fremragende romaner, noveller og essays. Nu er han her igen, med denne bittersøde fortælling om Jocelyn Gunevere Marchantiere Jones, fra det bedre sydstatsaristokrati, som sidder efterladt i Scarsdale, New York, efterladt af sin mand, der er ude efter friskt ungt, hvidt og stramt kød. Bogen består af hendes refleksioner over livet, og hendes deroute, da pengene slipper op og luksustilværelsen må opgives. Sort humor er nok den bedste beskrivelse af denne tur fra societydame til servitrice, og ja hvorfor ikke, luder, men pludselig vender det hele, og alt ender på bedste måde. En sarkastisk skildring af en speciel del af det amerikanske samfund, velskrevet og med megen vid og humor, og med et forelsket portræt af denne svigtede kvinde, hvor skællene falder fra øjnene, og hun pludselig ser tilværelsen uden filter. Morsom, vittig, rørende og med bid og saft, og en forunderlig indlevelse i denne svigtede kvindes skæbne i faldet, og i genoplivningen, men nogen tom dulle bliver Jocelyn ikke igen.