Forfatteren til denne farverige historie kender vi fra romanen I giftefærdig alder (2000). Den blev meget vel modtaget af mit biblioteks læsere, og det samme er jeg overbevist om, vil gøre sig gældende med denne. Det er en god hybrid: et eventyr, en slægtsroman, en kærlighedshistorie, en udviklingsroman, en naturskildring, og en rejseskildring fra fjerne egne. Den foregår i British Guyana, og en vigtig del af pointen er det lands mangefarvede etniske kludetæppe. Hovedfiguren er Rita, 6 år ved fortællingens start. Hendes far er fra den store indiske befolkningsgruppe og moderen er lokal pige, der dør ved Ritas fødsel. Faderen gifter sig igen, og en anden vigtig pointe er forholdet mellem Rita og hendes lillesøster, her kan man lære meget om skyld, binding og frigørelse. De to søstre ender med i bogens sidste del at tage til Indien for at søge efter familiens rødder. Romanen her føjer sig smukt i 'den indiske bølge' og er samtidig helt sin egen. Her er varme og en ukuelighed i Rita, som man kun kan blive vild med. Personerne står lyslevende frem: hendes happy-go-lucky far, den forfærdelige stedmor og den forkælede møgunge af en lillesøster. Miljøskildringerne er vidunderlige, og selv da plottet strejfer grænsen til eksotisk trivi, holder kvaliteten Dejlig bog, husk den!.