Sneglehuset

Romanens ramme, udgangspunktet, er en spaltningsoplevelse jeg-fortælleren har, en depression. Hendes projekt - bogens handling - bliver et forsøg på heling, der går gennem forsoningmed/forståelse af farmoderen, en central skikkelse for hende. Men bogen breder sig ud, vi kommer tidsmæssigt tilbage til De Slesvigske Krige, og vi møder flere kvindeskikkelser undervejs. På dennemåde bliver romanen egentlig en slags kollektiv skildring af bondekvinder og -piger i Midtjylland gennem godt 100 år. Det er jo stort slået an - men det fungerer, idet Ejrnæs har den sprogligeevne, der kan skabe denne indføling i dette kvindeliv. Meget af bogen er set fra barnets verden, i frøperspektiv, hvorfra jo mange af voksnes handlinger forekommer uforståelige, men læseren forstårjo, naturligvis. Og kvindelivet var hårdt, de mange fødsler, de mange små kister. Prisen for denne fremstillingsform er stilstand, og det kan måske holde nogle læsere væk - men ellers er det enflot bog, måske i profilen knaptså prægnant som Som svalen, 1986 og Kvindernes nat, 1988. Men den konsoliderer billedet af Ejrnæs som en forfatter, der har meget at byde på, også sprogligt.

Read the full assessment