Bogen henvender sig til ansatte ved højere uddannelser, politikere, erhvervsfolk og andre med interesser for innovation og forskning i et samfundsperspektiv.
Den halve snes forfattere er medarbejdere ved Dansk Center for Forskningsanalyse (Århus Universitet) og en enkelt fra København. Bogens 11 kapitler gennemgår kronologisk dansk forskningspolitik siden 2000. Hvert kapitel gennemgår stadier frem mod i dag: Optakt er forhistorien bag Forskningskommissionens betænkning (2001) og oprettelsen af Videnskabsministeriet; den nye universitetslov (2003) med senere ændringer og opgør med selvorganiseringen; forskningens betydning for innovation (teknologi); forskningskommunikation (indbyrdes samarbejde og offentliggørelse, fx Galathea 3); forskningsrådsreformen (2003); fusionering af institutioner (fra 2006); forskeruddannelse/oplæring mv. Bogen berører også EU og OECD, new public management, bevillinger og politik. Kapitlerne er uens skrevet, men generelt er tilgang og opbygning akademisk og ofte med noget snørklet fagsprog. Illustreret med enkelte diagrammer.
Emnet er nyt. En sammenhængende og systematisk statusgennemgang som denne eksisterer ikke.
Opsummering af hvad der er sket på det forskningspolitiske felt på de højere læreanstalter i det seneste årti.