I Sesams serie om antikviteter (og i et udstyr og med en opbygning som er sammenligneligt med Jens Larsen: Gammelt messing, 1999) udkommer her en ny titel om dansk bordsølv. Forfatteren er Bruun Rasmussens sølvspecialist. I følge hende er samlerinteressen for dansk sølv stigende. Hun opdeler sølv i kirkesølv, dragtsølv og bordsølv, og det er udelukkende det sidste, der er bogens emne - fra det første af dansk oprindelse kom frem i midten af 1600-tallet og afgrænset fremad i tid til ca. 1900. Der er indledende afsnit om lødighed, stempler (i meget begrænset omfang), stilarter og dekorationsteknikker, illustreret med tydelige stregtegninger. Derefter beskrives i hoveddelen de forskellige typer bordsølv gennem 250 år: Lågkrus, bægre, dåser, stager, kander, tallerkener, bestik m.m. Disse afsnit er meget fint illustreret med stregtegninger og mange farvefotos. Bogen slutter med tips til begyndere om forfalskninger m.m. samt ordforklaring og litteraturliste. Bogen er meget appellerende i sit udstyr og henvender sig kompetent, fristende og med et passende omfang til "begynder-samleren".