Grundigt gennemarbejdet og tankevækkende bog om de danske læger som under nazismen valgte den forkerte side under krigen. For læsere som interesserer sig for 2. verdenskrig.
Forfatter og læge Andreas C. Johannsen har som den første nogensinde fået adgang til Lægeforeningens udrensningsarkiv. Det er med udgangspunkt i disse samt andre kilder, at han med bogen kan give et grundigt indblik i konkrete sager under krigen samt konsekvenserne for den enkelte læge. Bogen er inddelt i to primære dele som hedder henholdsvis "Anklaget efter straffeloven" og "Retsopgøret i lægeforeningen". Bogen har derudover en opsamlende og afsluttende sammenfatning og til slut i bogen er vedlagt tabeller over afgørelser og sagsforløb, liste over arkivalier samt dokumenterende noter og henvisninger.
Bogen er veldokumenteret og det er tydeligt, at der ligger grundig research bag. Bogen giver et skræmmende men vigtigt billede af danske lægers ageren under 2. verdenskrig.
Bogen er et godt supplement til skildringen af danskerne under krigen. Et bud på lignende litteratur kunne være Værnet om den danske læge Carl , som arbejdede for nazisterne under 2. verdenskrig.