En hyggelig bog for mange med interesse for kongehuset og for Danmarks nyere historie.
Bogen kommer i den glimrende og efterhånden omfattende serie med dvd'er og bøger Danskernes egen historie, som handler om danskernes hverdagsliv fra år 1900 og frem. De kongelige har alle dage haft en stor plads i danskernes historie, og deres gøren og laden er blevet bemærket og husket. Bogen består af en lang række personlige beretninger om danskeres møde med de kongelige, både de mere officielle og de sjove spontane møder. Det er alle slags folk, der beretter, lige fra pigen, der sælger is til kongen, soldaterkammeraten, spejderen på autografjagt, lokalpolitikeren fra Fremskridtspartiet til en pædagogisk inspektør og ridder af Dannebrog. Fælles for dem alle er, at de husker mødet tydeligt, og en generel forundring over, at de kongelige er næsten som andre mennesker! De personlige fortællinger suppleres med faktuelle oplysninger, og man mærker forfatterens omfattende kendskab til sit stof. Bogen er fyldt med sjove, søde og ofte private fotos af begivenhederne.
Der findes mig bekendt ingen andre bøger om emnet danskerne og kongehuset med lige præcis denne vinkel.
Det er en hyggelig og sjov samling fortællinger, der på en anderledes måde viser et tværsnit af Danmarks nyere historie, der er så tæt forbundet med vores kongehus. Bogen har nogen historisk relevans, og vil især kunne nydes af ældre læsere, der selv kan huske noget af historien.