For fem år siden forsvandt politikommissær Kristoffer Barks 20-årige datter sporløst på en stor sø. Sagen blev lukket, men Bark har ikke opgivet at finde hende på trods af de omkostninger, det har haft for ham. For krimilæsere.
Politikommissær Kristoffer Bark har trods store familiemæssige og arbejdsmæssige omkostninger ikke opgivet at finde sin voksne datter, der forsvandt sporløst under sin polterabend. Bark overføres til en nyoprettet afdeling for gamle, uløste sager, som efter hans opfattelse mest er en straf fra ledelsens side. Men da han opdager en anden sag med en forsvunden kvinde, der ligner Barks datter, øjner han en ny chance for at kunne komme til bunds i, hvad der skete med Vera - og måske stoppe en morder.
"Datter savnet" er meget længe om at komme i gang, og spændingsniveauet kører på lavt blus indtil sidste halvdel af bogen, hvor der bliver åbnet op for godteposen med mystik, afsløringer og mere eller mindre falske spor. Det er nok en krimi, der vil dele vandene. For nogle, som jeg, vil måske føle personerne er lidt for karikerede, og at løsningen afsløres lidt for pludseligt. Mens andre nok vil mene, at det er frisk med en krimi med humor og schwung over persondramaet.
"Datter savnes" er første del i en planlagt serie om kommissær Kristoffer Bark, og den minder om en blanding af Adler-Olsens bøger om "Afdeling Q" og en Hitchcock-film. Forfatteren har også udgivet en krimiserie om Maria Wern.