En ung kvinde flytter fra Herning til København for at studere. Men hvordan finder man sin plads i en ny stor by, når man også skal finde sig selv? Især til yngre voksne læsere.
Romanen foregår i midten af 1990’erne, hvor Kamma forsøger at finde sin identitet som studerende i København. Ungdomslivets jagt på venskaber, kærlighed og gode karakterer på litteraturstudiet bliver indimellem for meget for hende, som aldrig føler sig tynd og lækker nok. Underviserne vil helst have, at hun skriver opgaver om mandlige forfattere, og i byen bliver hun befamlet af fremmede mænd. Kammas frirum er på kollegiet sammen med Jannick og Kalle, der også kan lide at ryge sig skæve. Efterhånden finder hun ud af, at hun skal væk fra kollegiet for at kunne lykkes med sine ambitioner.
Klassisk coming-of-age-roman med en interessant opbygning, hvor der veksles mellem Kammas ungdomshistorie og den implicitte forfatters logbog, der indeholder overvejelser om de selvbiografiske elementer samt gengivelser af samtaler med redaktøren. Logbøgerne indeholder et humoristisk hovedspor, hvor forfatteren sammenligner sig selv med forfatter Tine Høeg. Romanen er sprogligt noget klichétung, men vinder efterhånden som handlingen skrider frem og Kamma finder sin egen stemme.
Den humoristiske tone minder om Louise Juhl Dahlsgaards forfatterskab. Der henvises til Tine Høegs forfatterskab, særligt Tour de chambre, som også foregår på et kollegium.