En middelsvær Dingo. Blå og den nittende i serien om Jack Stump. Det er udmærket gys og splatter fra omkring 10 år og nok mest for et drengepublikum, der skal holde læseudviklingen ved lige.
Jack skal passe Teo, som er et barn, det ikke er sådan at få styr på. Han samler på kort, som de fleste drenge gør, men her er de fyldt med uhyggelige væsner. De kommer alle fra De dødes Tivoli, som drengen også har fået en billet til. Jack tror ikke på det, men der viser sig, at det uhyggelige sted findes, et sted, hvor uheldige drenge med en billet bliver indfanget og gjort til zombier. Selvfølgelig klarer Jack Stump sagerne i sidste øjeblik i denne udmærkede historie, med masser af gys og henvisninger til klassiske kriminalromaner og da også lidt til Stephen King. Jon Ranheimsæter har igen illustreret uhyggeligt med tegninger, som flot følger historien.
Bogens emne er ikke just en mangelvare på bibliotekernes hylder, men efterspørgslen er tilsyneladende umættelig.
Gys gru og børn hører tilsyneladende sammen lige nu, så Jack Stump nr. 19 er et godt og gennemarbejdet bud.