Fatima har en hemmelighed og en plan om hævn, som hun skjuler under en sort djellaba og hijab. Tingene går dog langtfra som planlagt. Til læsere af gode romaner om muslimer i Vesten.
Hver dag begiver hun sig fra sit hjem i Molenbeek, over broen La Porte de Flandre, til en adresse i centrum af Bruxelles, hvor hun skifter tøj hos Emma. Hun kommer ud igen, iført en luftig kjole, og uden noget på hovedet. Herfra fortsætter hun til Johnny og sit "peep-show" hos ham. Hun ved ikke, at Fawzi, i hvis tanker hun allerede er hans kone, en dag skygger hende. Og han ved ikke, at han bliver skygget af journalisten Eddy, som mener at have spottet to terrorister. Marokkanske Fouad Laroui (1958-) har udgivet mere end 20 bøger, nu den anden på dansk. Hans første bog på dansk var Din nytteløse kamp med verden.
En blændende velskrevet, ironiserende fortælling om muslimske mænds forhold til ære og skam, og undertrykkelse af muslimske kvinder. Fouad Laroui tager i den dramatisk udviklende historie "temperaturen" på en muslimsk mands tingsliggørelse af kvinder, og en belgisk mands indbildskhed. Det gør han såre godt, med boblende humoristisk ironi.
Fouad Larouis litterære stil i denne roman giver mindelser om Samuel Becketts. Den i Danmark mest læste marokkanske forfatter er Tahar Ben Jelloun, som senest har udgivet Lystægteskabet.