Elskere af konspirationsteori vil sluge denne velskrevne historiske thriller.
I år 687 får Karl den Store foræret et uhyre værdifuldt og magisk skakspil, der giver ejeren ubegrænset magt. Skakspillet bliver herefter genstand for flere hundrede års jagt og drømme, og dukker op i 1790 i Frankrig, hvor den unge nonne, Mireille, indleder en intens jagt på skakspillets mysterium, for at det ikke skal falde i de forkerte hænder under revolutionens magtkampe. I 1973 bliver revisoren og computereksperten, Catherine Velis inddraget i skakspillets gåde, da hun på en arbejdsopgave havner i Algeriet, hvor skakspillet efter sigende befinder sig. Catherine er nemlig selv en del af spillets gåde, og hun kæmper for at finde ud af hvordan og ikke mindst hvorfor. Historiens synsvinkel skifter mellem Catherine og Mireilles afdækning af mysteriet, og de to heltinders farefulde færd, bliver beskrevet intenst og medlevende. Bogen er fyldt med koder og gåder, historiske verdensberømtheder og man kan dufte og smage det smukke Algeriet. Bogen er forfatterens debutroman fra 1988, og kan altså læses som en forløber for de mange senere konspirationsthrillere, bl.a. Danteklubben, Belladonna Dokumentet og selvfølgelig Da Vinci mysteriet.
Den mest oplagte sammenligning er nok Da Vinci mysteriet, men De otte er langt mere velskrevet. Det er stadig underholdningslitteratur, men i den absolut gode ende.
En rigtig spændende og historisk mættet eventyrthriller til fans af konspirationsteorier.