Om de politiske brydninger, der fandt sted omkring enevældens fald og indførelsen af grundloven, og frem til påskekrisen i 1920. For læsere af dansk historie med fokus på politiske brydninger og strømninger.
Bogen beskriver en tumultarisk tid med store politiske og sociale forandringer. Der indledes med optakten til enevældens fald, Treårskrigen og indførelsen af grundloven i 1848. Derefter skrider værket frem kronologisk, gennem 2. Slesvigske Krig og Forfatningskampen fra 1866 til 1901. Efter parlamentarismens gennembrud i 1901 skildres de fortsat store forandringer op til Påskekrisen 1920. Dette år afsætter kongen af Danmark, Christian X, den siddende regering. Efter store protester trækker kongen sin indblanding tilbage. Siden da har monarken ikke blandet sig i regeringsdannelser og parlamentarisme. Fokus i værket ligger på de konfliktfyldte forandringer, der har givet anledning til voldsomme sammenstød og etableringen af politiske partier i Danmark.
Velskrevet og interessant vinkling på denne ret så belyste periode af dansk historie. Fokus på det konfliktfyldte i begivenhederne og de store sociale forskelles påvirkning af forandringer beriger historien om denne tid. De modstridende interesser i samfundet er indkapslet i dette metodisk velfunderede værk. Formen er en fortællende historisk fremstilling, hvilket tilføjer romanlignende aspekter.
Periode- og emnemæssigt sammenlignelig med Historien om Danmark. [Bind 2]Historien om Danmark. Bind 2 : Reformationen, enevælde og demokrati.