Børn fra 4-9 år, der er inde i eventyrenes verden, får mest fornøjelse af tegneserien. Andre vil også finde den underholdende. Som variant af omvendt eventyr kan den bruges i indskolingen, selvlæsning fra 8 år.
De syv små bjørne og deres skæve verden kendes fra De syv små bjørne og kæmpekvinden, 2008. Den var også af Émile Bravo. Nu fortsætter deres liv, hvor eventyrreferencer i teksten og ikke mindst i tegningerne flettes ind i hinanden på en kreativ og charmerende måde. Lige før vinterens sne sætter ind, bygger bjørnene et hus. Vinteren er hård og de sulter. Katten med de forede støvler narrer den smule mad, de har, fra dem. Men i sidste ende er det en af bjørnene, der finder honningkagehuset og guldpengene. De bliver stopmætte og går i hi. Der er henvisning til De tre små grise, Rødhætte, Snehvide, Hans og bønnestagen, Den bestøvlede kat og Hans og Grete. Den korte tekst, håndsat i bl.a. talebobler, er skrevet i et dynamisk sprog, der passer til tegneseriens form. Det er i detaljen i tegningerne teksten udvides. De er tegnet i en let karikeret streg. Farverne er lagt fuldt dækkende på. Billedstørrelsen varierer fra at fylde hele siden til flere på samme side. Forsiden viser en scene fra bogen, bagsiden giver eksempel på teksten.
Indhold og form minder om De syv små bjørne og kæmpekvinden, 2008.
Det er en vellykket tegneserie til billedbogskrybben. Det er ren underholdning, skabt i charmerende samklang mellem tekst og tegninger.