28 sider lige efter eventyrbogen. To dejlige billeder af sæteren, først og sidst og ind imellem dramaet på broen. I starten piano set nedenfra i alm. størrelsesforhold, senere, da den store buk Bruse ankommer, flytter handlingen i et fortissimo op på broen, og bukkens og troldens hoved fylder hele siden. I alm. størrelse ebber historien så ud, da bukken fornøjet går op til kammeraterne, mens trolden ligger i vandet. For børn utvivlsomt en tilfredsstillende billedbog om den kære historie. Men for os voksne er det åbenbart, at tegneren ikke er vokset op med trolde, han har ikke som John Bauer set dem i de svenske skove. Det er en fæl karl med kort krop, langt filtret hår og en stor skævtandet mund, Paul Galdone har tegnet, men en ægte trold, det er det garanteret ikke.