Forfatteren, der tidligere har udgivet adskillige bøger om dekorationer med naturmaterialer, bruger også tørrede blomster m.m. i en stor del af sine iøjnefaldende og moderne dekorationer med perler og metaltråd. Her er bl.a. blomsterpinde, plantestativer, dekorerede potter og vaser og mange slags pynt til lys og stager. De forskellige fremgangsmåder gennemgås udførligt og suppleres af tegninger og helsides farvefotos. Bogens modeller er oppe i tiden og særdeles afvekslende, og de fleste er ret lette at udføre og har et charmerende og luftigt præg. Modellerne er som skabt til at kombinere med dekorationer af blomster og andre naturmaterialer, og da de ikke kræver den store investering i værktøj og materialer, vil de mange lånere på voksenbiblioteket, der efterspørger bøger om blomsterdekoration o.l., bestemt modtage denne nydelige bog med åbne arme.