Her kommer så den afsluttende bog D i forfatterens serie til pensionister, der har mod på at erhverve sig et pc-kørekort. Bogen dækker modul 5, og omhandler databaser. Databaseprogrammet er det mest anvendte Microsoft Access 2000. Bogen er ligesom forfatterens andre glimrende edb-bøger opdelt i lettilgængelige lektioner, har en læsevenlig stor sats, og et sprog tilpasset målgruppen. Først gennemgås grundlæggende database-funktioner: Tabeller, Forespørgsler, Formularer og Rapporter. Næste skridt er definitionen af den database, man ønsker at opbygge fx indhold og formål, herefter hjælper en række lektioner trin for trin på vej mod en database, design, tabel, formular, forespørgsler (søgning), til sidst sidder pensionisten så med en søgbar database, f.eks. over sine elskede grammofonplader. Med denne sidste bog i serien ønsker forfatteren den ambitiøse pensionist "tillykke med dit computerkørekort". På trods af at det er en svær opgave, at introducere databaseværktøjet på en lettilgængelig måde, synes jeg også denne bog lever op til de fine takter fra de andre bøger. Tilpasset pensionister, men kan også bruges af alle andre, der ønsker en forståelig bog om databaser.