Historisk krimi med stærke islæt af socialrealisme og kærlighed. Den fortsætter hvor de to tidligere bind, Hannahs hjerte (1998) og Blodrøde roser (1999), slap: Maine, USAs nordøstligste stat, 1786. Perioden mellem frihedskrigens afslutning (1783) og forfatningen (1789). De engelske undertrykkere er udskiftet med lokale, personificeret i bl.a. en djævelsk og arrogant sherif og korrupte embedsmænd. De fattige og især kvinderne er plaget af gæld, krig, sult og myndighedernes vold og terror. Hovedpersonen, jordemoderen Hannah, forsøger at skabe sig et liv i kaos med sin døve datter og elskeren. Den gennemgående historie er opklaringen af mordene på to usympatiske mænd, begået af en morder som er blevet sindsforvirret af de fortvivlede forhold. Spændingen holder hele bogen igennem fordi plottene i de mange sidehistorier og personernes indbyrdes forhold kun gradvist oprulles. Desuden tegner bogen et tidsbillede af et mørkt kapital i USAs historie. Historien er gjort dokumentaristisk med "domsudskrifter", dagbogsnotater, opskrifter m.m. Dette tredje bind samler løse ender fra de to øvrige bind. Og er i det hele taget mere klar og tilspidset. Bindene udgør et samlet hele, men kan læses hver for sig.